Italiens vine

Dolcetto: En af de store vine fra Piemonte

Piemonte er, om nogen italiensk region, hjemsted for flere store rødvine end nogen anden italiensk region. Det spænder lige fra den charmerende og saftige Dolcetto over den krydrede og syreholdige Barbera til de mere kraftfulde og holdbare vine som Barolo og Barbaresco, der er lavet af Nebbiolo.

Dolcetto, der betyder ”lille søde” på italiensk, er en drue som giver vine med god frugt såsom hindbær, tranebær og blomme. Både garve- og frugtsyren i en Dolcetto er moderat, hvilket gør det til en meget let drikkelig vin allerede når den bliver frigivet til salg på markedet. I øjeblikket er det årgang 2013 og 2014, der hovedsageligt sælges i butikkerne. Man skal kun få år tilbage, hvor specielt ældre vinbønder kunne gå i panik, hvis ikke de havde fået solgt deres Dolcetto før næste årgang var klar. I dag holder en god Dolcetto sig uden problemer i omkring 2-3 år – og nogen endda længere.

Den mest kendte Dolcetto er Dolcetto d’Alba, hvilket betyder at vinen fra en af kommunerne nær Alba. Da Dolcetto normalt er en meget let drue at lave vin på, så vil du ikke gå galt i byen, hvis du vælger en Dolcetto fra en af de mere kendte producenter.

En god Dolcetto d’Alba kunne f.eks. være:

  • Paitin – Dolcetto d’Alba Sori Paitin
  • Ettore Germano – Dolcetto d’Alba Pradone
  • Roagna – Dolcetto d’Alba
  • Enrico Rivetti: Dolcetto d’Alba Ercolino

Lige uden for Alba finder du den lille by Diano d’Alba, som har sin egen DOCG – Dolcetto di Diano d’Alba (eller blot Diano d’Alba). Diano d’Alba fik i 2010 status af DOCG for sine Dolcetto-vine. Det er resultatet af et meget målbevist arbejde fra byens vinproducenter. Allerede tilbage i 1988 havde vinproducenterne i Diano d’Alba startet med at kortlægge de bedste vinmarker, som kaldes ”Sori”, som betyder et solrigt sted.

Kendetegnet for Dolcetto for Dinao d’Alba er at de er præget at mørke bær og mere blomsterrige i duften. Dolcetto fra Diano d’Alba gør generelt drikkes mens de er unge.

En god Dolcetto Diano d’Alba kunne være:

  • Fontanafredda – Dolcetto Diana d’Alba La Lepre
  • Rizieri – Dolcetto Diana d’Alba Sori del Ricchino
  • Alario Claudio – Dolcetto di Diano d’Alba Superiore Pradurent

Noget mere robuste vine på Dolcetto finder man i området omkring Dogliani, som ligger syd for Barolo-området. I Dogliani er det ikke Barbera eller Nebbiolo, som er den vigtigste drue, men derimod Dolcetto. Dolcetto di Dogliani var den første af vinene på Dolcetto fra Piemonte, som fik status af DOCG-vin.

Dolcetto di Dogliani er kendt for at være holdbare vine, som snildt holder sig i 5-7 år – og endnu længere i de bedste årgange. Her er ofte tale om lidt kraftigere vine end de øvrige Dolcetto’er.

Hvis du har lyst til at prøve kræfter med Dolcetto di Dogliani så kik efter producenter som:

  • San Romano – Dolcetto di Dogliani Vigna del Pilone
  • Chionetti – Dolcetto di Dogliani Briccolero
  • Pecchenino – Dolcetto di Dogliani Siri d’Jermu
  • Luigi Einaudi – Dolcetto di Dogliani Vigna Tecc
  • Anna Maria Abbona – Dolcetto di Dogliani San Bernardo

Foruden de ovenfor nævnte vine så findes der i Piemonte også Dolcetto di Ovada DOC og Dolcetto d’Acqui DOC. Det er vine som man ikke ofte støder på i Danmark. Skulle du falde over

  • Luigi Tacchino – Dolcetto di Ovada Sup. Du Riva
  • Castello di Tagliolo – Dolcetto d’Ovada Superiore

så kan begge vine anbefales.

Dolcetto serveres ofte til frokost eller middag til salumi eller pasta. Vinene fra Dogliani går fint sammen med lyst kød, vildt eller modne oste.

Annonce
Show More

Henrik Koudahl

Italian Wine Club er Henrik Koudahls blog om italiensk vin (og mad). Her skriver jeg om stort og småt fra den italienske vinverden. Min passion er primært vinene fra Piemonte, men hvorfor gå glip af gode vinoplevelser ved at begrænse sig?

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back to top button
Translate