To Rome With Love – Ny film af Woody Allen
Overfladisk, banal og klichéfyldt er nogle af ordene fra de italienske filmanmeldere om Woody Allens nye film “To Rome With Love”, som havde præmiere i Italien i fredags.
Filmen, der foregår i Rom, indeholder fire forskellige historier om flere forskellige personer, men hvis historier i sidste ende hænger sammen. Eksempelvis spiller Roberto Benigni en mand, der over natten pludselig er en berømthed og Penelope Cruz spiller en prostitueret, der forstyrrer et ungt pars forhold.
Blandt de øvrige medvirkende finder man Jessie Eisenberg, Alec Baldwin og Ellen Page. Desuden medvirker Woody Allen selv også i en meget lille rolle.
Den italienske avis La Repubblica kritiserer Woody Allen for at have en overfladisk forståelse af livet i det moderne Italien. Anmelderen på La Repubblica skriver blandt andet: “Hvem kan forestille sig at en trafikbetjent i Rom, vil have råd til at bo i en lejlighed med udsigt over Den spanske Trappe?”
Der er ingen tvivl om at filmen også er en kærlighedserklæring til byen Rom og ikke mindst det italienske køkken. I filmen optræder en lang række brands, som næppe er utilfredse med at blive eksponeret i filmen. Blandt de vine som optræder i filmen, finder du filmens virkelige stjerner i form af vinene fra Feudi di San Gregario. Woody Allen har i filmen en flaske mousserende vin fra Ferrai med til sine kommende svigerforældre. Ligeledes optræder vin fra Nino Negri (som er kendt for Sfursat 5 Stelle) og Prosecco fra Carpenè Malvolti. Af andre italienske fødevarer optræder pasta fra Garofalo, vand fra San Benedetto, pølse fra Beretta, kaffe fra Illy og tomatsovs fra La Polpa Mutti.
Filmen To Rome With Love forventes at få præmiere i de danske biografer den 2. august 2012.